At knække sammen af grin med mennesker man ikke kender, lyder jo grinagtigt, det er det også – på den gode måde.
Mange mennesker, der har prøvet at deltage i latterklubberne, har svært ved at forklare, hvilke følelser, der opstår både
i én selv og med andre. På baggrund af vores undersøgelse ”Mødet med mennesker, man ikke kender” har vi vovet
at få deltagere, såvel nybegyndere som garvede, fra Københavnske latterklubber til at sætte ord på de følelser, der går
gennem dem, når de deltager i en lattersession.

Med deltagelse i latterklubberne og interviews med deltagere føler vi os rustet til at skrive lidt om, hvad det er vi har
oplevet og ikke mindst hvad deltagerne oplever i latterklubberne. På vore egne kroppe og gennem interviewpersoners
beretninger, har vi mærket det grænseoverskridende, det intime, det sjove, det alvorlige, det vilde og det medrivende.

Mest fremtrædende er oplevelsen af sammenhørighed i latterklubben. Man kender ikke hinanden, men man dyrker
denne latter sammen i intime og trygge rammer. Følelsen af samhørighed, vil vi beskrive nærmere, da vi synes, den er helt særligt.

Samhørighedsfølelsen er blevet beskrevet af flere af latterklubbens deltagere. Interviews og feltarbejde har vist os,
at der er en dobbelthed over den form for fællesskab, der udspiller sig i latterklubben. Der opstår ofte en intim følelse
mellem deltagerne på trods af, at de kan opfattes som vildt fremmede for hinanden. En af informanterne udtaler om
de andre deltagere:

”jeg vidste ikke, hvad de lavede privat [...] Så grinede man og så gik man hjem igen. Så jeg anede ikke – jeg
har været utrolig tæt på dem og intime med dem og alt muligt, men jeg anede ikke hvad de lavede eller hvad de hed.”

Denne dobbelthed anses som ganske særlig for latterklubbens socialitetsform. Flere af latterklubbernes deltagere fortæller os,
at det er grænseoverskridende at være med i en latterklub. Vi mærker selv det grænseoverskridende element, når vi deltager
og for eksempel skal holde de andre fremmede deltagere i hånden eller stå tæt sammen, mens latteren fylder rummet. Specielt
den fysiske kontakt omtales som noget grænseoverskridende af deltagerne. Den ses både som fordrende og forhindrende for
den gode latteroplevelse. For nogle af deltagerne er det netop den fysiske kontakt med de andre, der skaber intimiteten, mens
det for andre blot er for grænseoverskridende. Vi har erfaret, at for at den intime stemning kan opstå er det nødvendigt at skabe
et trygt miljø, hvor det er acceptabelt at give slip på sine hæmninger. Mange af dem vi har snakket med, forholder sig kritisk
overfor de tillukkede følelsesnormer i samfundet. Latterklubben opfattes derfor som et alternativ til samfundets principper om
følelseskontrol og der lægges op til en modsatrettet adfærd i latterklubben: Her er det meningen man skal give slip på sine
hæmninger. Hvis det trygge miljø er til stede, kan dét at give slip udmunde i en euforisk oplevelse, som det her beskrives:

”en lykkefølelse, en befrielse. Man er sådan helt, det er fuldstændig ligesom at dyrke gymnastik i mange timer, man
er fuldstændig ødelagt, man kan næsten ikke kravle hjem der fra, for man er bare sådan helt - og man er euforisk.
Altså, folk vil tro, at vi har drukket tæt en hel aften, og vi får kun serveret vand”

Om følelsen, der ovenfor er beskrevet, tilføjes det senere i interviewet, at det ikke er muligt at nå den følelse alene. Den
euforiske følelse nås kun i fællesskab med de andre. Fællesskabet bliver også beskrevet som:

 ”[…] det bliver lytning på et andet plan, fordi man lige har haft den oplevelse sammen. Hvis du bare hiver en
eller anden ud af en HT bus, så tror jeg ikke det vil være det samme. Det tror jeg ikke på”.

På trods af, at man måske er fremmed for hinanden i latterklubben opstår der en følelse af at være fælles om en særlig
oplevelse. Dette fællesskab reproduceres konstant, og man søger at motivere hinanden til at grine. En forklaring på en
sådan motivation er:

” […] hvis jeg kan se en, der griner højere end mig, og jeg står og kigger vedkommende i øjnene, og han griner
højt, jamen så er det også meget nemmere for mig at grine højt, synes jeg. Det motiverer mig.”

Gennem motivationen giver deltagerne hinanden noget og får samtidigt noget igen. Herudaf opstår der en fællesskabsfølelse.
Fællesskabet udmunder ikke nødvendigvis i større personligt kendskab til de andre deltagere i latterklubben, men kan bedre
beskrives som en fornemmelse af samhørighed deltagerne imellem.

At knække sammen af grin med mennesker, man ikke kender, lyder grinagtigt. Det er det også, på den gode måde. De fleste
der læser denne artikel vil være klar over latterens effekt på psykisk og fysisk velvære. Men nu ved I også, at mange under
latteren med andre, åbner sig og knytter usynlige og flygtige bånd med hinanden. Det flygtige fællesskab kan spores i den måde,
hvorpå deltagerne opildner hinanden til en bedre latter og dermed til en fantastisk oplevelse. At latterklubben kan have en sådan
effekt mærkede vi også – tak for det.     

Løvelatter, Duracel-latter & fri latter fra

Johanne (stud. mag. pæd.), Sidsel (stud. scient. soc.) & Ida (stud. scient. soc.)

Tak til:

Østerbro latterklub

Indre By latterklub

Valby latterklub

Økologisk morgenvækning på Frederiksberg

Og ikke mindst alle de medvirkende interviewpersoner, der stillede sig til rådighed for vores forskning